Paris på et budget

Her dagen derpå, på min gåtur rundt om hele Paris, også kaldet Le Tour du périphérique, og efter forespørgsel fra en af mine tidligere elever i Danmark, vil jeg skrive om noget, jeg har tænkt på længe, nemlig ”Paris på et budget”. Vi kommer ikke udenom, at overnatning og fly koster, hvad det koster, men derfor kan man godt få meget ud af byen uden at skulle betale en herregård for et ophold. I det følgende vil jeg komme med mine bud på gratis eller meget billige oplevelser her i Paris. Meget vil naturligvis foregå udenfor 😀

EU-borgere under 26 år og første søndag i måneden

I Frankrig er der stort fokus på, at unge skal have adgang til kulturelle tilbud, så derfor er det gratis for unge under 26 at komme ind på de fleste museer i byen. Der er som ved alt andet undtagelser, men hovedreglen er, at det er gratis.

Herudover er der i Paris den første søndag i hver måned gratis adgang til byens museer – for alle.

Begge dele kræver i de fleste tilfælde booking af et time slot, noget der har hængt ved efter Corona. Det fungerer fint, fordi man jo så er sikker på sin tid, men det tager også lidt af charmen ved (og muligheden for) at museumshoppe netop denne søndag. Det kunne man før i tiden, og selvom det også indebar en masse venten, så har jeg da én gang været på både Louvre og Musée d’Orsay + et museum mere samme dag. I første omgang for lige at få set de uundgåelige 😊

Brug byens uderum

Efter min mening er noget af det fedeste ved Paris at gå rundt udendørs og opleve byens mange smukke bygninger og kvarterernes forskellige charme. Nu siger jeg noget, som måske er lidt kontroversielt, men jeg ville eksempelvis hellere spare krudtet indenfor på Louvre til fordel for at se noget andet. Dette kan jeg sige, fordi jeg har været der flere gange, og jeg synes også, at man skal besøge museet, men er man afsted på et budget, så ville jeg vælge noget andet. Og i første omgang ville jeg sørge for at se bygningen udefra. Gå rundt på pladsen, gå ind i den 2.gård, der ligger bagved, og gå en tur i Tuileriehaven. Det er gratis, og man får et indblik i den volumen, som slottet er. Og ja, det er også meget smukt indenfor.

Et bud på en aktivitet kunne være at tage på tur til byens større parker: Tuileries, Jardin du Luxembourg, Buttes-chaumont, Montsouris og Parc Monceau. De ligger i forskellige arrondissementer, som man så samtidig ville komme til at se.

Et andet bud er at gå en tur langs kanalerne l’Ourq ou Saint-Martin for at opleve den magiske stemning deromkring. Det er muligt at lave afstikkere ind undervejs i de forskellige kvarterer for at se, hvad der skjuler sig. Det samme kan man jo gøre langs Seinen.

Vælg en arrondissement og gå på tværs

Noget andet, jeg elsker, er at opleve en arrondissement og dets mange finurligheder. Her kunne Marais i det 3. og 4. være et rigtig godt bud på at slentre rundt og opleve byen. Endnu bedre er det at tage til én arrondissement og gå på tværs af byen for at se de forskellige kvarterers udtryk. Dét kan virkelig anbefales. Her er også endnu en fin have, Place des Vosges, der er værd at opleve. I et af hjørnerne kan man også se forfatteren Victor Hugos hus, og jeg mener, det er gratis at komme ind.

Et andet, spændende område er Buttes-aux-cailles i det 13., hvor man kan gå på opdagelse i de mange murmalerier og graffiti. Herudover er det et hyggeligt kvarter, hvor det ligeledes er rigtig fint at slentre og at gå på opdagelse (nogen, der kan se et tema hos mig!)

Montmartre er også et bud på et kvarter, hvor man kan gå rundt og opdage, samtidig med at man får set noget af det mere obligatoriske. Her vil jeg anbefale, at man tager metroen om på den anden side af bakken til Jules Joffrin eller Lamarck-Caulaincourt for at se et mindre turistet Montmartre. Herefter kan man gå til kirken Sacre-Cœur og ellers opleve de mere klassiske sider af området: La maison rouge, le moulin, le mur des je t’aime ved metroen Abesses. Fra toppen af byen har man det smukkeste vue ud over byen, og det er her også muligt at gå tilbage til byens centrum. Er man ved Sacre-Cœur, så vil jeg anbefale at gå en tur op i tårnet. Her skal man betale adgang, men det er ikke ret dyrt, og det er det hele værd ift. at få endnu mere vue over byen.

De gratis oplevelser

En ting, som mange måske umiddelbart ikke har øverst på listen, er kirker.. Dem er der rigtig mange af i Paris, og jeg kan virkelig anbefale, at man tager nogle af dem med i sit program. Notre Dame er jo stadig lukket, men der er mange andre, der er et besøg værd. Det behøver ikke være et langt besøg, men at komme ind og se, hvad der gemmer sig bag de store døre, er ofte en øjenåbner. Jeg vil især anbefale kirken Saint-Germain-des près og Saint-Sulpice, men der er mange andre, hvor man lige kan kigge ind 😊 I forlængelse af dette er der også mange af kirkegårdene, der er smukke og et besøg værd. Især Père Lachaise, men også den i Montparnasse.

Paris’ bymuseum, Musée Carnavalet, har gratis adgang for alle, så hvis man ønsker at tilføje et museum til sin rejse, så kunne dette være et godt bud. På museet får man indblik i byen historie og dens begyndelse. Det er meget interessant at se, hvor og hvordan byen startede og siden er blevet udvidet. Et besøg værd. De har dog virkelig mange genstande, så man kan med fordel sætte sig for, at man ikke skal se det hele 😀 haha.

Shoppingcentre lyder måske ikke ligefrem som det mest eksotiske, når man besøger en anden by, men i Paris er de en del af byens historie, og de er altså noget pænere end dem, vi har i Danmark. Hvis man vælger de rigtige selvfølgelig! La Samaritaine lige ved Pont Neuf er et besøg værd, igen ikke for det, man kan købe, men for selve bygningen. Det er ikke et langt besøg, men det er fint at se den smukke og nyligt restaurerede bygning indefra.

Galeries Lafayette og Printemps er også begge gamle og meget smukke bygninger, der kan være et besøg værd. Især førstnævnte skal besøges, fordi de har en stor tagterrasse med et storslået vue ud over Paris tage og den gamle opera lige ved siden af. Der er gratis adgang til terrassen.

Biblioteker… Gå en tur ind i biblioteket Bibliothèque nationale de France – Richelieu, det er en vanvittig smuk oplevelse. Man kan vist også komme ind, eller i hvert fald opleve bygningen bibliothèque Mitterand, men det er ikke på samme måde lige rundt om hjørnet. Placeringen af biblioteket Richelieu i den 2.arrondissement fører mig videre til næste gratis oplevelse i Paris: de overdækkede passager:

Lige over for biblioteket ligger passage Vivienne/Galerie Vivienne, og disse overdækkede passager er også et besøg værd. De findes rigtig mange steder i Paris, og de er ligeledes en del af byens historie, der er værd at opleve. Jeg ville ikke som sådan jagte dem, for der er mange, men de er sjove at opleve, hvis man støder på dem. Historien er, at de blev lavet, så de finere damer kunne shoppe uden at få beskidte kjoler 😊

En anden sjov oplevelse er La coulée verte – en hævet gangbro, der løber fra Bastille til Vincennes. Det er en rigtig sjov måde at se Paris på – altså hævet over gadeniveau, samtidig med at man går en lang tur blandt blomster og grønt. Start ved Bastille, eller hop på undervejs, hvis du kan finde en trappe, og gå en hyggelig tur og vær i øjenhøjde med de mange smukke bygninger.

Picnic og afslapning

En anden aktivitet, og som samtidig også er en fin måde at opleve byen på, er at holde en picnic langs Seinen. I spidsen af île de la Cité – på/fra Pont Neuf er der nedgang til Seinen, og her sidder mange og nyder solen og lidt at spise. Det samme gør sig gældende på højre Seinebred, især i området fra Pont Neuf og mod Pont Marie. Om sommeren er der virkelig mange mennesker og en hyggelig stemning. Ved Pont Marie er der også udeservering. Det samme gør sig gældende på venstre Seinebred. Gå ned ved Musée d’Orsay, og bevæg jer i retning mod Eiffeltårnet. Om sommeren er der også udeservering og fantastisk stemning. Generelt set er det en meget hyggelig tur at gå, altså hele vejen til Eiffeltårnet. Måske ikke så meget afslapning, men altså 😊 Vær opmærksom på, at der er restriktioner i flere af parkerne ift. at sidde på græsset (bl.a. i Luxembourg), så man skal måske lige være en smule taktisk ift. valg af plads.

Hvor ville jeg så vælge at lægge mine penge?

Musée d’Orsay.. (og igen er det jo så gratis for jer, der er under 26). Jeg elsker det museum. Der er en meget smuk etage med impressionistiske malerier, der er et besøg værd, men herudover er selve bygningen også bare fantastisk. Så når man går rundt i den, er den umiddelbart overskuelig + man kan stadig gå på opdagelse. Husk at kigge ud på Paris bag de store urskiver øverst oppe. Musée de l’Orangerie er ligeledes et godt museum ikke så langt herfra.

Jeg har endnu ikke selv prøvet det, men det skulle være en rigtig god oplevelse at tage en tur op i den gamle Triumfbue. Husk at bestille tid/booke billet.

Pantheon. En tur ind i den smukke kirke er også et besøg værd.

Diormuseet: en kæmpe anbefaling! Det er så smuk en udstilling, at jeg kun kan anbefale alle at tage forbi 😊

Spise på en af de ikoniske restauranter: Bouillon Chartier – for lidt bedre (og en smule dyrere mad) kan man vælge Bouillon Racine i det 6., men de andre er også en sjov oplevelse.

Generelt og for at opsummere en smule ville jeg vælge at lægge mine penge på nogle få, udvalgte oplevelser, fordi byen, efter min mening, har så meget at opleve fra gadeplan, og fordi der er ret meget, der kan opleves gratis.  Find en udstilling eller et museum, som I bare må se, og lad det være den betalte oplevelse. Det kan selvfølgelig også være en tur i Eiffeltårnet eller lignende, men hav in mente, at der er virkelig meget at opleve helt gratis. For inspiration til de forskellige kvarterer eller oplevelser, se mere på Instagram ”Laparisiennedanoise”. Har du spørgsmål eller kommentarer, er du meget velkommen til at skrive til mig via profilen.

God tur til Paris 😊


One response to “Paris på et budget”

  1. Lone Nielsen Avatar
    Lone Nielsen

    Tak for dine mange gode tips. Jeg følger med – primært på IG. Har boet og studeret i Paris i slutningen af 1980’erne og kommer løbende tilbage på besøg. Det er skønt at prøve noget af det du deler.

    Inspireret af dig spiste vi middag på Paloma den 27. marts – virkelig en god oplevelse. Super autentisk stemning, mad og service. Mig og min datter var de eneste turister denne onsdag aften.
    Bonus info: smuk udsigt til Eiffeltårnet fra Rue de Belleville på vej tilbage til Metroen.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *